Hurtigere og Sundere… Mine erfaringer med at diktere!

Diktere

Kender du det med, at ideerne kommer, så snart du bevæger dig væk fra skærmen? Har du svært ved at nå at få nedfældet en ide, før inspirationen bag ideen er fordampet? Har du problemer med arme, skuldre, nakke, ryg eller øjne, fordi du sidder for længe foran computeren? Så burde du måske overveje at diktere.

De seneste par uger har jeg været udfordret af mine arme. Eller rettere, mine slappe, overkogte stykker af makaroni som gør ondt, bare jeg ser på et tastatur. Det er et tilbagevendende problem for mig, for jeg er ikke den bedste til at lave mine øvelser. Til mit forsvar … Mit forsvar er, at det er utroligt kedeligt at lave øvelser. Desuden er det jo tid væk fra min bog. (Der er 10 point til alle, der kan se fejlen i denne tilgang. Uden arme, ingen bog.) Jeg har nu fundet en løsning på problemet, som dog ikke skal erstatte mine øvelser, men vil skåne mine arme. Diktering! Jeg vil lære at diktere!

Jeg kan allerede efter knap en uge sige, at jeg er ved at udvikle et varmt forhold til min mikrofon. Her er mit set-up:

Min-mikrofon

Fordelene

  • Fordelene ved at diktere er mange. Man sidder mindre ned, hvilket skulle være den nye rygning , og giver arme og øjne en pause, alt imens man får skrevet.
  • Man er ikke længere bundet til sin stol, men er fri til at gå rundt, mens man diktere. Det giver en hvis frihed, og…
  • …kan faktisk være med til at puste nyt liv til den kreative tanke.
  • Man kan … Gulp … Lave sine forbistrede øvelser imens man dikterer.
  • Desuden kan man nå flere ord på kortere tid, da de fleste taler langt hurtigere, end de skriver. Når mine arme ikke er ved at falde af, så er jeg, hvis jeg nu selv skal sige det, temmelig hurtig til at taste, men jeg taler endnu hurtigere.

Udfordringen

Jeg mumler. Og spiser endelserne af ordene. Det er noget jeg udfordres lidt på ved at diktere, men det er nok alligevel på tide, at jeg lærer at ar-ti-ku-le-re. Det er ikke fordi, at man skal tale som en robot, når man dikterer. Man skal bruge et naturligt og afslappet talesprog, men ikke et helt så dovent talesprog, som jeg gør, når jeg ikke er opmærksom på det.

***

Rent praktisk bruger jeg programmet Dictus, som oversætter min talestrøm til pæne ord på en skærm. Det er ret fantastisk at se! Det er lidt ligesom med flyvemaskiner. Grundlæggende har jeg en fornemmelse af, at det er dybt urealistisk, at det kan lade sig gøre, men jeg er villig til at gå med på legen. Programmet kan anskaffes på deres hjemmeside: www.dictus.dk. Kort bemærkning: Jeg får intet til gengæld for at anbefale deres program, dictus aner ikke, at jeg skriver dette indlæg. Det er bare, så vidt jeg ved, det bedste software til talegenkendelse til dansk, der findes på markedet.

Jeg forudser hvordan jeg til foråret (der er ingen grund til at lade som om , at det er forår lige nu, selvom det er april. Min svigerinde siger, at det sner i Valby idag. Come on, vejguder!) og sommeren, kan gå rundt ude i haven med et smart headset og lave havearbejde, mens jeg dikterer en bog. Jeg vil kunne gå en tur, nyde solen, hvis der ellers er sol (sender et vredt blik ud af vinduet), og samtidig få skrevet en hel masse. Måske lærer jeg at holde helt op med at mumle. Mindre mirakler er sket.

Jeg forestiller mig, at jeg nok ikke er den eneste, der har brug for at aflaste kadaveret, og kunne have glæde af at diktere. Jeg vil derfor dele mine erfaringer her på bloggen, og bringe alle de gode råd og tips jeg finder frem til undervejs.

Hvad vil det sige at diktere?

Du taler, talestrømmen modtages af et eller andet/en eller anden, som nedfælder det talte ord, til ord på skrift.

Løsning 1: Levende person

Du finder en person, som gider at skrive ned mens du taler. Dickens og andre store forfattere skulle have benyttet denne metode. Men det er måske ikke den mest oplagte løsning for de fleste.

Løsning 2: Diktafon

Du kan enten diktere med en diktafon, men så har du problemet med at få transskriberet lyden bagefter. Denne del kan du selvfølgelig betale sig fra, hvis du er lavet af penge. Men det bliver måske lidt dyrt i længden.

Løsning 3: Gratis talegenkendelsesprogram

Du kan også bruge det talegenkendelsesprogram der følger med mac eller pc, som er gratis. Jeg har forsøgt mig med det der følge med min iPad, at synes, at det fungerer OK til korte tekster, men jeg ville blive vanvittig, hvis jeg skulle bruge det til en hel bog. Talegenkendelsen er sådan set fin, men programmet laver konstant time-out. Dvs. at det vil være svært at bruge programmet til at diktere udendørs, eller bare væk fra skærmen. Du vil konstant skulle tjekke, at den stadig lytter.

En anden anke ved talegenkendelsesprogrammet der er indbygget i iPad’en: I følge vejledningen skulle den kunne producere specialtegn. Jeg har ikke haft problemer med , og . men jeg kan for mit liv ikke få den til at lave citationstegn. Den slags kan man selvfølgelig rette senere, men det er en ærgerlig mangel, når man skriver fiktion.

Løsning 4: Dictus eller Dragon

Du kan også investere i et talegenkendelsesprogram, som kan oversætte tale til tekst. Jeg har nævnt, at jeg bruger Dictus. Dictus er et dansk talegenkendelsesprogram, som i princippet gør det helt unødvendigt at have mus og tastatur. Du kan åbne og lukke programmerne stemmen, flytte cursoren rundt på skærmen, og selvfølgelig producere en tekst. Programmet fungerer bedst sammen med Microsofts programmer. Det er derfor bedst at benytte internet explorer, end Chrome som ellers er min foretrukne browser. Det betyder også, at Dictus ikke fungerer sammen med Scrivener, hvilket er ret ærgerligt. Man kan selvfølgelig skrive teksten i Word og så kopiere den ind i Scrivener bagefter.

Lidt om Dictus

I første omgang vil jeg blot bruge programmet til at skrive, og ikke så meget til at navigere rundt med. Jeg regner derfor ikke med at skrive meget om at bruge programmet til meget andet end det.

Programmet tilpasser sig din personlige måde at tale på, og bliver dygtigere jo mere du bruger programmet. Dictus skriver på deres hjemmeside at de har op mod 98 pct. talegenkendelse med deres program. Dvs. at 98 pct. af det indtalte bliver fanget korrekt.

Inden du begynder at diktere en tekst, skal du oplære programmet, og du kan berige ordbogen, og fodre den med tekster, som vil gøre det nemmere for programmet at forstå den kontekst, du som regel taler indenfor. Hvis du er læge, vil du måske fodre programmet med tekster med læge termer, så programmet bliver bedre til at bruge dem.

Programmet fungerer kun på dansk, men der findes et lignende program, hvis du har brug for at diktere på engelsk, fransk og tysk, som hedder Dragon. Dragon findes så vidt jeg ved ikke med dansk talegenkendelse. Jeg har ikke prøvet Dragon, men hvis du ønsker at vide mere om Dragon, findes der et væld af dokumentation, bøger, facebook grupper m.v.

Mine erfaringer  – 1,5 år siden

Mine første erfaring med at diktere var rædsomme (Så burde konceptet vist ligesom være solgt, ikke sandt?)-  men hæng på lidt endnu! Det var for cirka halvandet år siden, da mine arme havde det noget værre end idag. Jeg talte så tydeligt jeg overhovedet kunne, men det der stod på skærmen, lignede nærmest tilfældigt udvalgt ord. Jeg gentog den samme sætning igen og igen, men helt andre ord dukkede op på skærmen. Det ville have været vældig morsomt, hvis ikke det frustrerede mig sådan. Jeg havde brug for at aflaste mine arme øjeblikkeligt, og det skete bare ikke.

Resultat: Jeg pakkede headsettet lang lang laaaaangt lang væk, og glemte alt om at diktere, indtil en kollega mindede mig om det for nyligt.

Mine erfaringer den sidste uges tid

Til forskel fra før læste jeg nogle gode bøger om at diktere, inden jeg gik i gang, og det gjorde hele forskellen. Jeg fandt ud af, at det dårlige resultat jeg havde haft, formentlig skyldtes at mikrofonen ikke var god nok.. Jeg har derfor investeret i en god mikrofon, en såkaldt audio-technica 2020 med XLR udgang. Med den nye mikrofon gik det pludselig langt bedre stemme genkendelsen. Faktisk rigtig godt.

Jeg er kun lige ved at lære det, så jeg kan på ingen måde prale af 98 pct.succes med talegenkendelse, men det går bedre og bedre. Det første man skal vænne sig til, er den nye arbejdsform med at tale højt i stedet for at taste. Det er en noget anden proces. Det kræver lidt tilvænning. Jeg har altid følt, at jeg tænker med mine fingre. Det gjaldt både under studiet, men også nu hvor jeg skriver fiktion. Jeg brainstormer med mine fingre . Når man dikterer, er man nødt til at vide hvad man vil sige, inden man siger det. Det er nyt for mig i denne sammenhæng, og jeg er nødt til at holde mange tænkepauser. Jeg tror, at det vil ændres i takt med, at jeg bliver mere fortrolig med at diktere.

Noget andet man skal vænne sig til, er, at diktere handler om flow. Jeg er ved at finde ud af, at jeg må leve med en del fejl for til gengæld at få tankerne ned og bevare flowet, ellers kan jeg sidde fast. Der er derfor noget mere redigeringsarbejde, når man dikterer. Jeg tror slet ikke, at dette er en dårlig ting. Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af ikke at lade den indre redaktør blande sig i første udkast, og det lærer man på den hårde måde, når man dikterer. Man kan fordybe sig i historien, velvidende, at man bagefter kan redigere så meget man lyster, og rette alt det der måtte gå galt i første udkast. Dette passer fuldstændig til min fremgangsmåde. Første udkast skal være råt og fange essensen af historien, personerne, temaerne, tonen og den følgende som man gerne vil give til læseren. I de følgende, måske mange, udkast forfiner og forstærker man ind til manuskriptet skinner.

Fart!

Jeg kan allerede nu se, at når jeg først for alvor har fået has på at diktere, så vil jeg kunne diktere et første udkast af en bog i løbet af meget kort tid. Det betyder først og fremmest, at jeg kan skrive flere bøger, og vil blive dygtigere hurtigere. Jeg er ikke overbevist om, at jeg vil forsøge at få udgivet den eller de første bøger jeg skriver. Jeg har brug for at få en hel masse erfaring og det kommer kun af at få produceret en masse, som måske, måske ikke, ser dagens lys. Ved at diktere vil jeg nå det punkt hurtigere.

Farten betyder også, at jeg ikke når at overtænke historien, jeg får det hele ud, mens det er friskt og levende. Når det går hurtigt vil tonen i fortællemåden måske også blive mere ensartet gennem hele historien uden at ændre sig synderligt fra start til slut. Måske er det med tonen særligt noget der vedrører uerfarne forfattere som jeg selv?

Som sagt er det vigtigt, at man ved, hvad man vil sige, når man diktere. Jeg er derfor ved at uddybe mit outline for min bog, så al tænkearbejdet i princippet er overstået, når jeg dikterer. Så slipper jeg for at overveje, om farven på et hus skal være blåt eller hvidt, mens jeg dikterer, for jeg ved det allerede på forhånd. Jeg er fri til at udforske historien.

Mere konkrete erfaringer

Jeg har lagt mærke til, at Dictus ikke er særlig god til navne. Fx, når jeg forsøgte at sige Sara, min datters navn, stod der, de første mange gange, Sahara. Dette kan man forbedre ved at træne udtalen af et specifikt ord. Man finder navnet/ord i ordbogen, og lærer Dictus, hvor man netop det navn/ord skal udtales. Samme fremgangsmåde kan bruges, hvis man bruger fiktivt opdigtede navne og ord. I min bog har jeg fx en gruppe hekse der kalder sig Cojocaru, ikke ligefrem et almindeligt dansk ord, men Dictus genkender nu ordet uden problemer.

Jeg har indlæst en masse af de tekster, jeg selv har skrevet, og oplever, at det gør en stor forskel for Dictus. Jeg har meget ofte brug for at indlæse nye ord i ordbogen, hvilket får mig til at føle mig utrolig klog med et enormt ordforråd. Det er jo på sin vis meget rart, men ordbogen kunne godt være større fra start, så man ikke selv skulle lave så meget manuelt.

Opdateret: De sidste fire dage har jeg ikke kunne bruge dictus på grund af en slem forkølelse. Når næsen er mere stoppet end Magasin ved juletid, har Dictus ingen chance for at forstå hvad jeg siger.  Til gengæld er det ret sjovt at se de forslag der dukker op…

Opsummering

Allerede i løbet af få dage oplevede jeg en markant fremgang i talegenkendelsen og jeg er meget optimistisk. (Bevares, jeg er optimistiske natur). Om aftenen er min stemme træt, og det er især her skriver/taler min bog. Med en træt stemme kan det være lidt svært at tale på en måde så Dictus forstår mig. Programmet er følsomt, så bare den forskel, der er i min talemåde når jeg træt, i forhold til når jeg er frisk, er nok til at give programmet vanskeligheder. Jeg tror dog problemet forsvinder i takt med at jeg bliver bedre til at diktere.

De første dage var min word count med diktering absolut lavere, end hvis jeg havde tastet, men allerede nu, efter ikke engang en uge, og på trods af mine mange pauser, er jeg langt hurtigere end før. I Dictate Your Book skriver Monica Leonelle, at hun med talegenkendelse kan opnå en word count på 4000 ord i timen. Jeg kan godt afsløre, at der er ikke endnu. Slet ikke.  Mindre kan nok også gøre det.

Anbefalede bøger:

Dictate Your Book: How To Write Your Book Faster, Better, and Smarter (Monica Leonelle)

The Productive Author’s Guide to Dictation (Cindy Grigg)

Jeg har ingen deal med Amazon, så jeg får ingen procenter eller lignende, hvis du skulle finde på at købe en, eller begge, af bøgerne, ved at bruge mine links. Just so you know.

Jeg vil i de kommende uger skrive mere om at diktere. Hvis du har nogle spørgsmål eller kommentarer om at diktere så skriv endelig til mig, eller bedre – del i kommentaren nedenfor.

Jeg vil rigtig gerne høre fra andre der dikterer – hvilke erfaringer har I gjort jer? Kender I nogle gode tricks? Spill it!

 

Continue Reading

Mangler din historie liv…?

BeFunky Design2

Af og til læser man en bog, som tilsynladende har det hele. Præmissen er god, personerne virker interessante, omgivelserne er spændende og sproget er sprødt som skorpen på et nybagt brød. Og alligevel… og alligevel så er historien hamrende kedelig.

 

Der kan være mange årsager til at en historie mangler liv, det der er spændende for dig, kan måske være svaret på mine søvnprobleer, og omvendt. Men hvis man alligevel skal vove sig ud, og sige noget generelt, så kunne det være dette:

 

1) Historiens præmis er underudviklet, eller
2) Historiens præmis er god, men bruges ikke aktivt til at drive historien fremad.

 

Hvis en historie skal være en historie, og ikke bare en fiktiv persons dagbog, så er der forskellige elementer, der skal være på plads.

 

Hvad er en historiepræmis?

 

Grundlæggende handler historier om folk hvis ønsker kommer i karambolage med hinanden. I krydsfeltet mellem de forskellige ønsker, opstår der konflikter, og som en direkte konsekvens af konflikterne tvinges en udvikling igang i personernes indre og ydre liv.

 

Historie er kort fortalt et spørgsmål om modsatrettede drivkrafter: Din protagonist VIL, noget, men oplever modstand (den antagonistiske kraft). Der hvor det begynder at blive rigtig interessant, er når konflikten blotlægger et indre modsætningsforhold hos protagonisten. Modstanden tvinger protagonisten til at skue indad, reflektere, og finde styrke til at kæmpe imod, og som regel overvinde, modstanden.

 

Ofte vil styrken til at overvinde modstanden komme fra en realisation af, at der er en modsætning mellem det protagonisten ønsker, og det han/hun i virkeligheden har behov for. Hvor protagonisten før mente, at det vigtigste var, at få sit ønske opfyldt (fx rigdom, berømmelse), så er det vigtigste nu, at få opfyldt behovet (fx. meningsfulde venskaber).

 

Måske vil protagonisten slet ikke have sit ønske opfyldt længere, protagonisten har indset, at det ikke længere har den samme betydning for ham, eller også er ønsket stadig lige attråværdigt, men protagonisten har indset, at noget andet er vigtigere. Måske udelukker behovet og ønsket hinanden, eller måske kan ønsket først blive til virkelighed, når behovet er opfyldt.

 

Det er den indre forandring i protagonisten, skabt af modstanden, samt den indre modsætning, som gør historien vedkommende og relevant.
 

 

For at der kan komme denne indre forandring, må der være en katalysator. Noget der for alvor sætter kniven for halsen af protagonisten, og gør forandring til en nødvendighed.

 

Men…Hvorfor er det så svært?

 

Mange af os har varme følelser for vores protagonister. Vi kender dem ind til benet, og måske ser vi noget af os selv i dem. Nogle forfattere omtaler deres protagonister som deres børn. De vækker vores beskytterinstinkt.

 

Det er nemt at blive så sammensvoret med vores protagonister, at vi tøver med at sætte dem i situationer, hvor det rigtig gør ondt. I stedet skåner vi dem, og sender dem på noget der bedst kan beskrives som svinkeærinder. Men… (tænker du måske)… Det er synd for hende – hun har været så meget igennem allerede – og jeg kan så godt lide hende. Skal jeg virkelig udsætte hende for mere smerte? Det er her, lige her, hunden ligger begravet. For ja. JA, det skal du. Hvis du vil skrive en interessant historie.

 

Du er nødt til at være sadist. Stol på, at din protagonist faktisk rummer evnen til at udvikle sig til en heltinde. Hun vil ikke bare overleve alle de forhindringer, du sætter op for hende, men udfordringerne vil udvikle hende og gøre hende stærkere. Spild ikke din læsers tid med kedelige historier, men indgå en alliance med din protagonists modstandere, og sigt efter akilleshælen.

 

Hvis din historie virker en anelse tam og kedelig, så spørg dig selv følgende:
  • Møder din protagonist tilstrækkelig med modstand, eller skåner du ham?
  • Hvordan ville du for alvor kunne få sat hans følelsesliv i flammer. Hvad gør ham bange, vred, frustreret, ensom? Kort sagt – hvad er det værste der kunne ske ham?
Måske skåner vi vores protagonister, fordi vi i virkeligheden ønsker at skåne os selv. Når vi sender protagonisten igennem en verden af smerte, er vi tvunget til at følge med, og vi gennemlever pinslerne sammen med protagonisten. Det er ikke kun protagonisten, det gør ondt på, det er os. Vores egne følelser blander sig, og måske tvinges vi til at genoplive smertefulde minder, vi havde gemt langt væk.

 

Næste gang du mærker, at du holder sig selv tilbage, så spørg dig selv: Hvilke følelser dukker op, når du skriver? Tør du gå længere ind i det? Stoler du på, at du er stærk nok til at skrive om de følelser?

 

Tænk på hvor meget stærkere din historie vil blive, hvis du lod din protagonist mærke den smerte.

 

Hvis din protagonist mere end noget andet ønsker at forelske sig og opleve at blive elsket, så lad hende møde den person, der kunne få drømmen til at gå i opfyldelse…og så gør kærligheden umulig, ved at opstille nogle kriterier for den, som hun opdager, at hun ikke kan gå på kompromis med. Måske skal hun give afkald på en del af sig selv, hendes integritet, førend kærligheden kan udleves. Hvad ville det ikke gøre ved hende?

 

Og hvad sker der derefter, for du kan jo ikke slutte historien der, der er nødt til at ske noget mere. Efter at have sagt nej til det hun så brændende ønsker sig, sender du hende ind i et nyt “helvede”. Hun er ikke færdig i sin udvikling. Måske presses hun til at sige ja til et fornuftsægteskab, som ville kunne tilfredsstille den del af hende hun i det andet forhold, var nødt til at give afkald på. Det ville være et kærlighedsløst ægteskab, men hun ville kunne gøre en masse godt for nogle andre. Igen må hun lede efter svarende i sig selv, og lide konsekvensen af at sige nej.

 

Etc. etc. etc (ovennævnte er taget fra Charlotte Brontë’s Jane Eyre)

 

Brug de tre drivkrafter, og pust liv i din historie!

 

  • Protagonistens ønske
  • Antagonistens modstand
  • Protagonistens behov udfordrer ønsket
 Men inden du smutter: Hvad er det værste der kunne ske for din protagonist? Del i kommentarerne!
Continue Reading

Hvor kommer ideerne fra…?

Fang din Muse

Hvor kommer ideerne fra?

Jeg tror at mange bogelskere har funderet længe over dette spørgsmål – ikke bare dem der gerne vil skrive dem, men også dem der elsker at lade sig opsluge af et univers konstrueret af ord. Selve ideen om ideen har for nogen nærmest noget magisk over sig, en muse der dukker op med en nærmest færdigudviklet ide til en historie, som bare mangler at blive skrevet ned.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra egne, stadigt meget beskedne, erfaringer, men jeg ved ikke hvor mange dette sker for. Hvis man kun skriver, når inspirationen rammer, og kun går igang når IDEEN er landet i turbanen, så risikerer man at vente i meget lang tid. Det er bedre at være proaktiv, som man siger. Musen skal ikke komme til en, det er der ingen der har tid til, man må selv finde vej til musen.

Sandheden er, at du ikke behøver at have et stort inspireret øjeblik for at komme igang, det er noget der kommer, når du arbejder med ideen. (Det inspirerede øjeblik vil så forsvinde igen, bare rolig, når du opdager de enorme plothuller, der er i din historie. Men så vil du okse løs, arbejde videre med det, og så kører det igen.)

Jeg vil illustrere, hvad jeg mener, ved at fortælle om hvordan jeg fik ideen til den bog jeg skriver på nu. Om hvordan et ganske ordinært øjeblik blev starten til en planlagt bogserie på ialt seks bind.

Continue Reading

Kom godt igang – First drafts, del 2

Komgodtigangpart2

Write drunk. Edit Sober. (E. Hemingway).

 

Dette indlæg forsætter sidste uges indlæg om at komme igang med at skrive. Du kan læse del 1 her.

 

I NANOWRIMO springer man direkte ud i det. Målet er meget enkelt: Skriv 50.000 ord i løbet af november måned – det svarer til en lille roman på cirka 200 sider. Tanken er, at man i første udkast satser benhårdt på kvantitet fremfor kvalitet. Man skriver, skriver, skriver, og stopper hverken for elendige sætninger, tastefejl, navneskift blandt historiens personer, m.v. Det vigtigste er at få historien ud, og ikke lade tvivlen bremse fremdriften. Man kan ikke redigere en tom side, og det er i de efterfølgende omskrivninger og justeringer, at prosaen for alvor kommer til live. Første udkast handler bare om at lære historien og personerne at kende. Styrken ved denne metode er, at man rent faktisk får skrevet noget. Alene det træner de kreative skrivemuskler, og gør én bedre.

 

Man lærer langsomt at leve med, at første udkast ligner en slagmark, og på sin vis, så er det en slags slagmark – det er ord og ideer, der kæmper for at komme ud. Der er brudte ord her, iturevnesætninger der, et totalt gennemhullet plot, analogerne og beskrivelserne er groteske og nogle af karakterne har lige så lidt substans som spøgelser. Fint! Det er præcis som det skal være. Når historien er slut, og man har taget et par ugers velfortjent pause fra manuskriftet, så starter man 2. udkast, og har ja-hatten på. Det ligner stadig en slagmark, men der er guldstykker og skatte mellem murbrokkerne. Ud fra det sammenstykker du alle de ting, der fungerede, og lader være med at sparke dig selv, over alt det der ikke gjorde. Gennem de næste udkast vil du forvandle det forp… manuskript til en vaskeægte roman.

 

 Tanken om en roman kan være god nok, men for nogen er det en for stor mundfuld at starte med.

 

Alternativt kunne man jo starte med skriveøvelser. I sin bog “Bird by Bird” foreslår Anne Lamott en skriveøvelse, hvor man beskriver den madpakke man typisk havde med i gymnasietiden. Det lyder måske umiddelbart tamt, men ved at genkalde sig og beskrive madpakken, kommer man uværgerligt til at afsløre en masse om selve frokostpausen, den sociale hakkeorden, intrigerne, hormonerne. Man beskriver bare det der dukker op uden en forudgående plan. Måske beskriver man det der rent faktisk skete, eller måske springer du på et tidspunkt ind i fiktionens verden, og i stedet for at se ansigterne på dem du faktisk gik i gymnasium med, er det helt nye karakterer du ser holde frokostpause.

 

 Ideen er lige til at brede ud til andre situationer. Det kunne være første dag på et nyt arbejde, udvekslingsophold i udlandet eller første gang du mødte dine svigerforældre. Fokuser på noget relativt konkret – en madpakke må være noget af det mest konkrete der findes – og din tekst vil opleves mere realistisk.

 

Eksempel: Jeg er skilsmissebarn, og når jeg boede hos min far, fik jeg altid nogle vældig kreative madpakker med. Han bagte selv rugbrødet, og i stedet for almindelige agurkeskiver, så fandt jeg altid en cornichon, skåret på skrå, liggende oven på den hjemmelavede leverpostej. Men uanset hvor forsigtig jeg var, så skete der altid en massakre nede i min rygsæk, som ingen mængde af folie syntes, at kunne rette op på, nogle af cornichonskiverne stak altid hen til fjenden, en mad med Gamle Ole. Værre endnu hvis han havde lavet en mad med skiver af tomat, æg, mayonnaise og karse. Tomaten var i sig selv så potent, at den kunne gennemvæde hele madpakken og forvandle brødet til små våde stumper af kerner blandet godt sammen med æggeblommen og tomatsmat. Det der om morgenen havde været en fin madpakke, var nu en sær grød, som lugtede stærkt af karse.

 

Hvis jeg nu havde fortsat den ovenstående tekst, så kunne jeg have gået videre og beskrevet min reaktion ved at finde den maltrakterede madpakke. Jeg ville højst sandsynligt have kigget op fra madkassen, for at se om nogen havde opdaget min madpakkes undergang. Ville jeg være flov og gemme liget af vejen uden nogen opdagede det, eller ville jeg forsøge at drage de andres opmærksomhed hen imod de væskende krummer ved at lave en joke ud af det. Min reaktion ville kunne afsløre noget om min sociale position i klassen og min personlighed. Ville nogen tilbyde at dele deres madpakke med mig, eller ville jeg skulle købe en paptallerken med en bedrøvet pastasalat med tun i gymnasiets kiosk?

 

Måske ville mine tanker falde på ham den spinkle, hvis madpakke, bestående af hvidt toastbrød og rejesalat, på mystisk vis endte i hænderne på hans plageånd, som, triumferende og udfordrende, fortærrede maden foran ham og resten af klassen. Ingen greb ind, og ingen havde troet, at nogen ville gribe ind. Det ville være som at bryde naturens orden. Bid for bid, med rejesalaten løbende ned af hagen demonstrerede den ene dreng sin magt, ikke bare over ham den anden, men hele klassen.

 

Situationen med de to drenge er aldeles fiktiv, den dukkede bare op, da jeg skrev. Hvis jeg ville, kunne jeg have fortsat historien om bøllen i klassen, den spinkle dreng, der bare må finde sig i at blive ydmyget, og måske ville det blive en historie, om hvordan den spinkle dreng og fortælleren slog sig sammen og fik sat en stopper for bøllens tyrani. Hvem ved?

 

Nå, det må vist være nok om madpakker…

 

Der er masser af skriveøvelser rundt omkring på nettet, fx thewritepractice.com, det er bare at komme igang. Joe Bunting, hovedarkitekten bag thewritepractice, har endvidere en side der specifikt handler om at skrive en novelle, letswriteashortstory.com. Men hvis ideen om skriveøvelser er mere overskuelig end at gå igang med en hel roman, så bare prøv at lave en google søgning. Der vil dukke masser af gode øvelser op.

 

Noveller har gennem tiderne været mange forfatteres legeplads, inden de begyndte på længere værker, fx Hemingway og Graham Greene, men andre har gjort novellen til deres foretrukne fortælleform som fx Alice Munro (Læs læs læs!!).

 

Der er bare een lille bemærkning jeg vil indskyde her. Det står for egen regning, så hvis følgende bemærkning får dig op i det røde hjørne, så skynd dig fluks at kommenter og ret mig. Noveller er ikke nødvendigvis nemmere at skrive end romaner. De er kortere, (well, duh!), men det betyder også, at du skal være så meget skarpere i at få skåret ind til benet af historien. Det skal være super kompakt, og det er en kunst i sig selv. Det gælder, i alle litterære værker, og især noveller, at hvert ord skal have en plads. Hvis et ord kan fjernes, uden at det ødelægger noget, så skal ordet ved gud slettes. Alt overflødigt forstyrer, så væk med det!

 

Noveller har desuden en lidt anden rytme end romaner, så hvis noveller er det du vil skrive, så sørg for også at læse en masse noveller. Jeg læser klart flere romaner end noveller, men tænker faktisk, at jeg vil fokusere lidt mere på at få læst nogle gode noveller. Anbefalinger modtages gerne!

 

Det at skrive er en evne, der skal udvikles og trænes ligesom så meget andet. For nogen falder det lettere end andre, men dine første mange ord vil afgjort ikke være dine bedste. Det første skridt er at komme igang, give dig selv tilladelse til at skrive skidt, men til gengæld skrive en hel masse. Det VIL blive bedre, men kun hvis du øver dig og skriver ofte, gerne hver dag. Jeg har et mål om at skrive mindst 1000 ord hver dag. Nogle dage går det hurtigt, andre dage går det lidt langsommere.

 

Dagens øvelse:

 

Skriv i femten minutter om din madpakke i gymnasiet og indsæt det i kommentarfeltet nedenunder!
Continue Reading

Kom godt igang – First drafts, del 1

 

komgodtigang1
Dette indlæg viste sig at blive utrolig langt, så for at være blid og venlig, har jeg delt det op.
De første ord er det sværeste, til gengæld må de gerne stinke! Enhver forfatter har en indre redaktør kiggende over skulderen (min har store buskede øjenbryn), som med jævne mellemrum spørger, præcis hvad det var du ville med det ord, den sætning, den personskildring, som mest af alt leder tankerne hen til gammelsmølf.
Den indre redaktør minder dig om en særlig velformuleret sætning kreet af Paul Auster, Alice Munro, J.K.Rowling, Stephen King eller anden, og pointerer præcis hvordan din egen sætning ligner et vissent juletræ ved siden af.

 

Nå, men det er jo det slettetasten er til for. Slet, slet, slet. Siden er nu blank igen, til gengæld er det blevet mørkt udenfor, din mave rumler og kaffen er gået i udu (det betyder, for dem der ikke ved det, at koppen er tom).
Sådan var det for mig, indtil jeg lærte, hvordan man putter gaffatape om munden på den indre redaktør. Takket være utidig indblanding fra den indre redaktør gik jeg helt i stå med at skrive fra jeg gik ud af gymnasiet indtil for ca. 1,5 år siden. I mit tilfælde skulle der nogle store livsbegivenheder til, førend jeg fandt rullen med gaffatape, men mindre burde kunne gøre det.

 

At lære at skrive godt er en proces der tager årevis. For nogen kommer den afgjort nemmere end for andre, men helt grundlæggende så er det en evne der skal opbygges og trænes. Det er svært at lukke munden på sin indre redaktør, hvis man forventer, at det første man skriver, vil få andre til spontant at kaste deres hat op i luften af lutter begejstring.
Det er lidt ligesom at lære at danse. Der er helt sikkert noget teknik, der skal læres, og noget rytmesans, der gerne skulle være til stede, men man er nødt til at starte et sted, glemme sig selv, og lade sig rive med af musikken. Hvis man konstant er nødt til at tjekke, om man ligner Kurt Smart til halbal, så vil det ALDRIG blive en god dans.

 

Skriv fordi du virkelig bare gerne vil skrive, fortælle en historie, bygge en verden op med ord, skildre alle de komplicerede sammensatte, smukke og underlige ting der sker mellem mennesker, som kun DU kan fortælle det. Vis hvordan verden ser ud set gennem DINE øjne. Ja, Paul Auster er (i mine øjne) en helt fantastisk forfatter, men Paul Auster ved ikke det du ved. Dine ord er vigtige, selvom du måske stadig føler, at det er lidt ligesom at forsøge at gå i høje hæle for første gang. Det hele sejler lidt og der er ikke rigtig nogen der for alvor, kan få øje på elegancen. Pyt med det – øv dig, og bliv bedre. Glem dig selv lidt, og lad dig blive revet med af din egen historie.

 

Der er meget diskussion på internetterne om skriveblokade, om den overhovedet eksisterer. Som jeg ser det, så er skriveblokade bare et andet ord for angst. Angsten for ikke at leve op til egne idealer. Min egen oplevelse var, at da jeg først vandt magtkampen over perfektionismen, den indre redaktør, som den også kaldes, så begyndte ordene at vælte ud af mig.

 

Hvis du gerne vil skrive, så er det her du skal starte. Send den indre redaktør på orlov indtil du rent faktisk skal redigere. I første udkast er redaktøren forment adgang.
En anden ting: Slap af – ingen skal nogensinde læse noget du har skrevet, førend du selv er klar til at vise det. Det er ok at vrøvle, det er ok at historien er vanvittig, og at sproget er så parfumeret, at selv en lægeroman ville blegne i sammenligning. Bare skriv og skriv hurtigt, som om du sprinter for at komme væk fra de stinkende ord. Fjern den følelsesmæssige kobling og fang i stedet den historie du vil skrive. Mød personerne og gå på opdagelse i den verden du finder på. Første udkast skal føles som et roadtrip igennem din egen fantasi, hvor du bare oplever turen og skråler for nedrullede vinduer: “This is so great!”.

 

Første udkast er for din egen skyld, det er her du fortæller historien til dig selv. Få dig selv til at grine, græde, blive bange og snedig og få det hele ned på papir.

 

Forsættelse følger i næste del!

 

Continue Reading

Hello!

Velkommen til!
Tag en kop kaffe (eller the), så vil jeg introducere migselv.

Jeg har altid gerne ville skrive, selv før jeg kunne skrive. Jeg udfyldte kladdehæfter med opdigtede bogstaver og usammenhængende historier. Men indtil for snart 1,5 år siden, kom der altid et eller andet i vejen.

Jeg var ret godt i gang i slutningen af folkeskolen og i gymnasiet, men på et eller andet tidspunkt gik klappen ned. Jeg lavede den fatale (for min skrivning, i hvert fald) kortslutning, at det jeg skrev, skulle ligne det, der var i trykte, og redigerede bøger af mine litterære helte. Efter det blev det så godt som umuligt at finde ordene til at få mine ideer ned på skrift, og efter mange frustrationer holdt ideerne op med at komme til mig.
Der var en falsk start, som gik i sig selv for godt ti år siden. Jeg skrev i cirka to uger.
For to år siden skete der to ting samtidig, som ikke bare vendte op og ned på mit liv, men også var et neonblinkende memento mori/carpe diem/life-is-short/din toast brænder på/du ved hvad jeg mener: Min far døde efter meget kort tids sygdom, mens vi (dvs. min mand og jeg) var i Tjekkiet for at adoptere vores datter, Sara. Det var en ret intens tid. Livet føltes pludseligt meget, meget kort, og vigtigheden af, at få gjort noget ved de ting jeg havde gået og gemt på dybt dybt inde, havde aldrig stået skarpere opridset.
Jeg en samtale med en veninde om netop dette. Hun lever og ånder bøger, ligesom mig. Halvt på vej ud af døren, efter en familiefødselsdag, kom vi til at tale om den der bog der altid havde ligget og gerne ville ud. Tiden ræser, igår var vi fulde teenagere, idag, voksne …skulle man aldrig? Burde man ikke snart? Der er jo ingen, der gør det for én…djævel og rotter.
Dagen efter, mens Sara tog sig en velfortjent to-timers lur, åbnede jeg et pureblankt worddokument, og skrev det argeste gang l… der længe er dukket op på en hvid skærm. Det skulle være en børnehistorie. Om en sød heks på cirka syv år. I en skov. Hun havde nogle venner, og det var lidt ligesom Peter Plys. Det stank til himlen, men for første gang i næsten tyve år, så var det fuldstændig underordnet. Jeg skrev. Jeg skrev og jeg skrev. Jeg var helt ekstatisk.
Historien om den lille heks droppede jeg ret hurtig, jeg havde ikke lyst til at skrive en børnehistorie. I hvert fald ikke lige på det tidspunkt. Men ideen om en heksehistorie blev hos mig. Jeg har været fascineret af hekse sådan cirka altid, og venter stadig på min ugle med invitationen til Hogwarts (Jeg kan umuligt være den eneste 30+ årige muggle, der glæder sig til, at Fantastic Beasts kommer i biograferne til november?). Kimen til den historie jeg skriver på nu, den kom en tidlig morgen et par uger senere, men det vil jeg skrive mere om i et andet indlæg. Pointen: Jeg kom i gang med at skrive, og jeg skriver hver evig eneste dag.

Det er blevet noget, jeg slet ikke kan undvære. Jeg møder ind før tid på mit arbejde for at få skrevet lidt, inden arbejdsdagen begynder. Der er en fantastisk ro på kontoret klokken syv om morgenen! Jeg skriver om aftenen, når Sara er lagt i seng, jeg skriver, hvis jeg er kommet for tidligt til en aftale, i toget, på de små bænke på stationen hvis jeg er kommet for sent til toget, og jeg skriver ved alle andre chancer, der byder sig.
På denne blog kan du følge med i min skriveproces, mine tanker om at skrive, og ikke mindst glæden ved at læse. Jeg håber desuden, at bloggen kan blive et mødested for andre forfatterspirer, så kom og smid en kommentar i feltet nedenfor, hop over på twitter, pinterest og Instagram og sig hej. Jeg har kaffe og chokolade is, og deler gerne!

Continue Reading