Hvor kommer ideerne fra…?

Fang din Muse

Hvor kommer ideerne fra?

Jeg tror at mange bogelskere har funderet længe over dette spørgsmål – ikke bare dem der gerne vil skrive dem, men også dem der elsker at lade sig opsluge af et univers konstrueret af ord. Selve ideen om ideen har for nogen nærmest noget magisk over sig, en muse der dukker op med en nærmest færdigudviklet ide til en historie, som bare mangler at blive skrevet ned.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra egne, stadigt meget beskedne, erfaringer, men jeg ved ikke hvor mange dette sker for. Hvis man kun skriver, når inspirationen rammer, og kun går igang når IDEEN er landet i turbanen, så risikerer man at vente i meget lang tid. Det er bedre at være proaktiv, som man siger. Musen skal ikke komme til en, det er der ingen der har tid til, man må selv finde vej til musen.

Sandheden er, at du ikke behøver at have et stort inspireret øjeblik for at komme igang, det er noget der kommer, når du arbejder med ideen. (Det inspirerede øjeblik vil så forsvinde igen, bare rolig, når du opdager de enorme plothuller, der er i din historie. Men så vil du okse løs, arbejde videre med det, og så kører det igen.)

Jeg vil illustrere, hvad jeg mener, ved at fortælle om hvordan jeg fik ideen til den bog jeg skriver på nu. Om hvordan et ganske ordinært øjeblik blev starten til en planlagt bogserie på ialt seks bind.

Continue Reading

Kom godt igang – First drafts, del 2

Komgodtigangpart2

Write drunk. Edit Sober. (E. Hemingway).

 

Dette indlæg forsætter sidste uges indlæg om at komme igang med at skrive. Du kan læse del 1 her.

 

I NANOWRIMO springer man direkte ud i det. Målet er meget enkelt: Skriv 50.000 ord i løbet af november måned – det svarer til en lille roman på cirka 200 sider. Tanken er, at man i første udkast satser benhårdt på kvantitet fremfor kvalitet. Man skriver, skriver, skriver, og stopper hverken for elendige sætninger, tastefejl, navneskift blandt historiens personer, m.v. Det vigtigste er at få historien ud, og ikke lade tvivlen bremse fremdriften. Man kan ikke redigere en tom side, og det er i de efterfølgende omskrivninger og justeringer, at prosaen for alvor kommer til live. Første udkast handler bare om at lære historien og personerne at kende. Styrken ved denne metode er, at man rent faktisk får skrevet noget. Alene det træner de kreative skrivemuskler, og gør én bedre.

 

Man lærer langsomt at leve med, at første udkast ligner en slagmark, og på sin vis, så er det en slags slagmark – det er ord og ideer, der kæmper for at komme ud. Der er brudte ord her, iturevnesætninger der, et totalt gennemhullet plot, analogerne og beskrivelserne er groteske og nogle af karakterne har lige så lidt substans som spøgelser. Fint! Det er præcis som det skal være. Når historien er slut, og man har taget et par ugers velfortjent pause fra manuskriftet, så starter man 2. udkast, og har ja-hatten på. Det ligner stadig en slagmark, men der er guldstykker og skatte mellem murbrokkerne. Ud fra det sammenstykker du alle de ting, der fungerede, og lader være med at sparke dig selv, over alt det der ikke gjorde. Gennem de næste udkast vil du forvandle det forp… manuskript til en vaskeægte roman.

 

 Tanken om en roman kan være god nok, men for nogen er det en for stor mundfuld at starte med.

 

Alternativt kunne man jo starte med skriveøvelser. I sin bog “Bird by Bird” foreslår Anne Lamott en skriveøvelse, hvor man beskriver den madpakke man typisk havde med i gymnasietiden. Det lyder måske umiddelbart tamt, men ved at genkalde sig og beskrive madpakken, kommer man uværgerligt til at afsløre en masse om selve frokostpausen, den sociale hakkeorden, intrigerne, hormonerne. Man beskriver bare det der dukker op uden en forudgående plan. Måske beskriver man det der rent faktisk skete, eller måske springer du på et tidspunkt ind i fiktionens verden, og i stedet for at se ansigterne på dem du faktisk gik i gymnasium med, er det helt nye karakterer du ser holde frokostpause.

 

 Ideen er lige til at brede ud til andre situationer. Det kunne være første dag på et nyt arbejde, udvekslingsophold i udlandet eller første gang du mødte dine svigerforældre. Fokuser på noget relativt konkret – en madpakke må være noget af det mest konkrete der findes – og din tekst vil opleves mere realistisk.

 

Eksempel: Jeg er skilsmissebarn, og når jeg boede hos min far, fik jeg altid nogle vældig kreative madpakker med. Han bagte selv rugbrødet, og i stedet for almindelige agurkeskiver, så fandt jeg altid en cornichon, skåret på skrå, liggende oven på den hjemmelavede leverpostej. Men uanset hvor forsigtig jeg var, så skete der altid en massakre nede i min rygsæk, som ingen mængde af folie syntes, at kunne rette op på, nogle af cornichonskiverne stak altid hen til fjenden, en mad med Gamle Ole. Værre endnu hvis han havde lavet en mad med skiver af tomat, æg, mayonnaise og karse. Tomaten var i sig selv så potent, at den kunne gennemvæde hele madpakken og forvandle brødet til små våde stumper af kerner blandet godt sammen med æggeblommen og tomatsmat. Det der om morgenen havde været en fin madpakke, var nu en sær grød, som lugtede stærkt af karse.

 

Hvis jeg nu havde fortsat den ovenstående tekst, så kunne jeg have gået videre og beskrevet min reaktion ved at finde den maltrakterede madpakke. Jeg ville højst sandsynligt have kigget op fra madkassen, for at se om nogen havde opdaget min madpakkes undergang. Ville jeg være flov og gemme liget af vejen uden nogen opdagede det, eller ville jeg forsøge at drage de andres opmærksomhed hen imod de væskende krummer ved at lave en joke ud af det. Min reaktion ville kunne afsløre noget om min sociale position i klassen og min personlighed. Ville nogen tilbyde at dele deres madpakke med mig, eller ville jeg skulle købe en paptallerken med en bedrøvet pastasalat med tun i gymnasiets kiosk?

 

Måske ville mine tanker falde på ham den spinkle, hvis madpakke, bestående af hvidt toastbrød og rejesalat, på mystisk vis endte i hænderne på hans plageånd, som, triumferende og udfordrende, fortærrede maden foran ham og resten af klassen. Ingen greb ind, og ingen havde troet, at nogen ville gribe ind. Det ville være som at bryde naturens orden. Bid for bid, med rejesalaten løbende ned af hagen demonstrerede den ene dreng sin magt, ikke bare over ham den anden, men hele klassen.

 

Situationen med de to drenge er aldeles fiktiv, den dukkede bare op, da jeg skrev. Hvis jeg ville, kunne jeg have fortsat historien om bøllen i klassen, den spinkle dreng, der bare må finde sig i at blive ydmyget, og måske ville det blive en historie, om hvordan den spinkle dreng og fortælleren slog sig sammen og fik sat en stopper for bøllens tyrani. Hvem ved?

 

Nå, det må vist være nok om madpakker…

 

Der er masser af skriveøvelser rundt omkring på nettet, fx thewritepractice.com, det er bare at komme igang. Joe Bunting, hovedarkitekten bag thewritepractice, har endvidere en side der specifikt handler om at skrive en novelle, letswriteashortstory.com. Men hvis ideen om skriveøvelser er mere overskuelig end at gå igang med en hel roman, så bare prøv at lave en google søgning. Der vil dukke masser af gode øvelser op.

 

Noveller har gennem tiderne været mange forfatteres legeplads, inden de begyndte på længere værker, fx Hemingway og Graham Greene, men andre har gjort novellen til deres foretrukne fortælleform som fx Alice Munro (Læs læs læs!!).

 

Der er bare een lille bemærkning jeg vil indskyde her. Det står for egen regning, så hvis følgende bemærkning får dig op i det røde hjørne, så skynd dig fluks at kommenter og ret mig. Noveller er ikke nødvendigvis nemmere at skrive end romaner. De er kortere, (well, duh!), men det betyder også, at du skal være så meget skarpere i at få skåret ind til benet af historien. Det skal være super kompakt, og det er en kunst i sig selv. Det gælder, i alle litterære værker, og især noveller, at hvert ord skal have en plads. Hvis et ord kan fjernes, uden at det ødelægger noget, så skal ordet ved gud slettes. Alt overflødigt forstyrer, så væk med det!

 

Noveller har desuden en lidt anden rytme end romaner, så hvis noveller er det du vil skrive, så sørg for også at læse en masse noveller. Jeg læser klart flere romaner end noveller, men tænker faktisk, at jeg vil fokusere lidt mere på at få læst nogle gode noveller. Anbefalinger modtages gerne!

 

Det at skrive er en evne, der skal udvikles og trænes ligesom så meget andet. For nogen falder det lettere end andre, men dine første mange ord vil afgjort ikke være dine bedste. Det første skridt er at komme igang, give dig selv tilladelse til at skrive skidt, men til gengæld skrive en hel masse. Det VIL blive bedre, men kun hvis du øver dig og skriver ofte, gerne hver dag. Jeg har et mål om at skrive mindst 1000 ord hver dag. Nogle dage går det hurtigt, andre dage går det lidt langsommere.

 

Dagens øvelse:

 

Skriv i femten minutter om din madpakke i gymnasiet og indsæt det i kommentarfeltet nedenunder!
Continue Reading

Kom godt igang – First drafts, del 1

 

komgodtigang1
Dette indlæg viste sig at blive utrolig langt, så for at være blid og venlig, har jeg delt det op.
De første ord er det sværeste, til gengæld må de gerne stinke! Enhver forfatter har en indre redaktør kiggende over skulderen (min har store buskede øjenbryn), som med jævne mellemrum spørger, præcis hvad det var du ville med det ord, den sætning, den personskildring, som mest af alt leder tankerne hen til gammelsmølf.
Den indre redaktør minder dig om en særlig velformuleret sætning kreet af Paul Auster, Alice Munro, J.K.Rowling, Stephen King eller anden, og pointerer præcis hvordan din egen sætning ligner et vissent juletræ ved siden af.

 

Nå, men det er jo det slettetasten er til for. Slet, slet, slet. Siden er nu blank igen, til gengæld er det blevet mørkt udenfor, din mave rumler og kaffen er gået i udu (det betyder, for dem der ikke ved det, at koppen er tom).
Sådan var det for mig, indtil jeg lærte, hvordan man putter gaffatape om munden på den indre redaktør. Takket være utidig indblanding fra den indre redaktør gik jeg helt i stå med at skrive fra jeg gik ud af gymnasiet indtil for ca. 1,5 år siden. I mit tilfælde skulle der nogle store livsbegivenheder til, førend jeg fandt rullen med gaffatape, men mindre burde kunne gøre det.

 

At lære at skrive godt er en proces der tager årevis. For nogen kommer den afgjort nemmere end for andre, men helt grundlæggende så er det en evne der skal opbygges og trænes. Det er svært at lukke munden på sin indre redaktør, hvis man forventer, at det første man skriver, vil få andre til spontant at kaste deres hat op i luften af lutter begejstring.
Det er lidt ligesom at lære at danse. Der er helt sikkert noget teknik, der skal læres, og noget rytmesans, der gerne skulle være til stede, men man er nødt til at starte et sted, glemme sig selv, og lade sig rive med af musikken. Hvis man konstant er nødt til at tjekke, om man ligner Kurt Smart til halbal, så vil det ALDRIG blive en god dans.

 

Skriv fordi du virkelig bare gerne vil skrive, fortælle en historie, bygge en verden op med ord, skildre alle de komplicerede sammensatte, smukke og underlige ting der sker mellem mennesker, som kun DU kan fortælle det. Vis hvordan verden ser ud set gennem DINE øjne. Ja, Paul Auster er (i mine øjne) en helt fantastisk forfatter, men Paul Auster ved ikke det du ved. Dine ord er vigtige, selvom du måske stadig føler, at det er lidt ligesom at forsøge at gå i høje hæle for første gang. Det hele sejler lidt og der er ikke rigtig nogen der for alvor, kan få øje på elegancen. Pyt med det – øv dig, og bliv bedre. Glem dig selv lidt, og lad dig blive revet med af din egen historie.

 

Der er meget diskussion på internetterne om skriveblokade, om den overhovedet eksisterer. Som jeg ser det, så er skriveblokade bare et andet ord for angst. Angsten for ikke at leve op til egne idealer. Min egen oplevelse var, at da jeg først vandt magtkampen over perfektionismen, den indre redaktør, som den også kaldes, så begyndte ordene at vælte ud af mig.

 

Hvis du gerne vil skrive, så er det her du skal starte. Send den indre redaktør på orlov indtil du rent faktisk skal redigere. I første udkast er redaktøren forment adgang.
En anden ting: Slap af – ingen skal nogensinde læse noget du har skrevet, førend du selv er klar til at vise det. Det er ok at vrøvle, det er ok at historien er vanvittig, og at sproget er så parfumeret, at selv en lægeroman ville blegne i sammenligning. Bare skriv og skriv hurtigt, som om du sprinter for at komme væk fra de stinkende ord. Fjern den følelsesmæssige kobling og fang i stedet den historie du vil skrive. Mød personerne og gå på opdagelse i den verden du finder på. Første udkast skal føles som et roadtrip igennem din egen fantasi, hvor du bare oplever turen og skråler for nedrullede vinduer: “This is so great!”.

 

Første udkast er for din egen skyld, det er her du fortæller historien til dig selv. Få dig selv til at grine, græde, blive bange og snedig og få det hele ned på papir.

 

Forsættelse følger i næste del!

 

Continue Reading

Hello!

Velkommen til!
Tag en kop kaffe (eller the), så vil jeg introducere migselv.

Jeg har altid gerne ville skrive, selv før jeg kunne skrive. Jeg udfyldte kladdehæfter med opdigtede bogstaver og usammenhængende historier. Men indtil for snart 1,5 år siden, kom der altid et eller andet i vejen.

Jeg var ret godt i gang i slutningen af folkeskolen og i gymnasiet, men på et eller andet tidspunkt gik klappen ned. Jeg lavede den fatale (for min skrivning, i hvert fald) kortslutning, at det jeg skrev, skulle ligne det, der var i trykte, og redigerede bøger af mine litterære helte. Efter det blev det så godt som umuligt at finde ordene til at få mine ideer ned på skrift, og efter mange frustrationer holdt ideerne op med at komme til mig.
Der var en falsk start, som gik i sig selv for godt ti år siden. Jeg skrev i cirka to uger.
For to år siden skete der to ting samtidig, som ikke bare vendte op og ned på mit liv, men også var et neonblinkende memento mori/carpe diem/life-is-short/din toast brænder på/du ved hvad jeg mener: Min far døde efter meget kort tids sygdom, mens vi (dvs. min mand og jeg) var i Tjekkiet for at adoptere vores datter, Sara. Det var en ret intens tid. Livet føltes pludseligt meget, meget kort, og vigtigheden af, at få gjort noget ved de ting jeg havde gået og gemt på dybt dybt inde, havde aldrig stået skarpere opridset.
Jeg en samtale med en veninde om netop dette. Hun lever og ånder bøger, ligesom mig. Halvt på vej ud af døren, efter en familiefødselsdag, kom vi til at tale om den der bog der altid havde ligget og gerne ville ud. Tiden ræser, igår var vi fulde teenagere, idag, voksne …skulle man aldrig? Burde man ikke snart? Der er jo ingen, der gør det for én…djævel og rotter.
Dagen efter, mens Sara tog sig en velfortjent to-timers lur, åbnede jeg et pureblankt worddokument, og skrev det argeste gang l… der længe er dukket op på en hvid skærm. Det skulle være en børnehistorie. Om en sød heks på cirka syv år. I en skov. Hun havde nogle venner, og det var lidt ligesom Peter Plys. Det stank til himlen, men for første gang i næsten tyve år, så var det fuldstændig underordnet. Jeg skrev. Jeg skrev og jeg skrev. Jeg var helt ekstatisk.
Historien om den lille heks droppede jeg ret hurtig, jeg havde ikke lyst til at skrive en børnehistorie. I hvert fald ikke lige på det tidspunkt. Men ideen om en heksehistorie blev hos mig. Jeg har været fascineret af hekse sådan cirka altid, og venter stadig på min ugle med invitationen til Hogwarts (Jeg kan umuligt være den eneste 30+ årige muggle, der glæder sig til, at Fantastic Beasts kommer i biograferne til november?). Kimen til den historie jeg skriver på nu, den kom en tidlig morgen et par uger senere, men det vil jeg skrive mere om i et andet indlæg. Pointen: Jeg kom i gang med at skrive, og jeg skriver hver evig eneste dag.

Det er blevet noget, jeg slet ikke kan undvære. Jeg møder ind før tid på mit arbejde for at få skrevet lidt, inden arbejdsdagen begynder. Der er en fantastisk ro på kontoret klokken syv om morgenen! Jeg skriver om aftenen, når Sara er lagt i seng, jeg skriver, hvis jeg er kommet for tidligt til en aftale, i toget, på de små bænke på stationen hvis jeg er kommet for sent til toget, og jeg skriver ved alle andre chancer, der byder sig.
På denne blog kan du følge med i min skriveproces, mine tanker om at skrive, og ikke mindst glæden ved at læse. Jeg håber desuden, at bloggen kan blive et mødested for andre forfatterspirer, så kom og smid en kommentar i feltet nedenfor, hop over på twitter, pinterest og Instagram og sig hej. Jeg har kaffe og chokolade is, og deler gerne!

Continue Reading