Hello!

Velkommen til!
Tag en kop kaffe (eller the), så vil jeg introducere migselv.

Jeg har altid gerne ville skrive, selv før jeg kunne skrive. Jeg udfyldte kladdehæfter med opdigtede bogstaver og usammenhængende historier. Men indtil for snart 1,5 år siden, kom der altid et eller andet i vejen.

Jeg var ret godt i gang i slutningen af folkeskolen og i gymnasiet, men på et eller andet tidspunkt gik klappen ned. Jeg lavede den fatale (for min skrivning, i hvert fald) kortslutning, at det jeg skrev, skulle ligne det, der var i trykte, og redigerede bøger af mine litterære helte. Efter det blev det så godt som umuligt at finde ordene til at få mine ideer ned på skrift, og efter mange frustrationer holdt ideerne op med at komme til mig.
Der var en falsk start, som gik i sig selv for godt ti år siden. Jeg skrev i cirka to uger.
For to år siden skete der to ting samtidig, som ikke bare vendte op og ned på mit liv, men også var et neonblinkende memento mori/carpe diem/life-is-short/din toast brænder på/du ved hvad jeg mener: Min far døde efter meget kort tids sygdom, mens vi (dvs. min mand og jeg) var i Tjekkiet for at adoptere vores datter, Sara. Det var en ret intens tid. Livet føltes pludseligt meget, meget kort, og vigtigheden af, at få gjort noget ved de ting jeg havde gået og gemt på dybt dybt inde, havde aldrig stået skarpere opridset.
Jeg en samtale med en veninde om netop dette. Hun lever og ånder bøger, ligesom mig. Halvt på vej ud af døren, efter en familiefødselsdag, kom vi til at tale om den der bog der altid havde ligget og gerne ville ud. Tiden ræser, igår var vi fulde teenagere, idag, voksne …skulle man aldrig? Burde man ikke snart? Der er jo ingen, der gør det for én…djævel og rotter.
Dagen efter, mens Sara tog sig en velfortjent to-timers lur, åbnede jeg et pureblankt worddokument, og skrev det argeste gang l… der længe er dukket op på en hvid skærm. Det skulle være en børnehistorie. Om en sød heks på cirka syv år. I en skov. Hun havde nogle venner, og det var lidt ligesom Peter Plys. Det stank til himlen, men for første gang i næsten tyve år, så var det fuldstændig underordnet. Jeg skrev. Jeg skrev og jeg skrev. Jeg var helt ekstatisk.
Historien om den lille heks droppede jeg ret hurtig, jeg havde ikke lyst til at skrive en børnehistorie. I hvert fald ikke lige på det tidspunkt. Men ideen om en heksehistorie blev hos mig. Jeg har været fascineret af hekse sådan cirka altid, og venter stadig på min ugle med invitationen til Hogwarts (Jeg kan umuligt være den eneste 30+ årige muggle, der glæder sig til, at Fantastic Beasts kommer i biograferne til november?). Kimen til den historie jeg skriver på nu, den kom en tidlig morgen et par uger senere, men det vil jeg skrive mere om i et andet indlæg. Pointen: Jeg kom i gang med at skrive, og jeg skriver hver evig eneste dag.

Det er blevet noget, jeg slet ikke kan undvære. Jeg møder ind før tid på mit arbejde for at få skrevet lidt, inden arbejdsdagen begynder. Der er en fantastisk ro på kontoret klokken syv om morgenen! Jeg skriver om aftenen, når Sara er lagt i seng, jeg skriver, hvis jeg er kommet for tidligt til en aftale, i toget, på de små bænke på stationen hvis jeg er kommet for sent til toget, og jeg skriver ved alle andre chancer, der byder sig.
På denne blog kan du følge med i min skriveproces, mine tanker om at skrive, og ikke mindst glæden ved at læse. Jeg håber desuden, at bloggen kan blive et mødested for andre forfatterspirer, så kom og smid en kommentar i feltet nedenfor, hop over på twitter, pinterest og Instagram og sig hej. Jeg har kaffe og chokolade is, og deler gerne!

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *