Kom godt igang – First drafts, del 2

Komgodtigangpart2

Write drunk. Edit Sober. (E. Hemingway).

 

Dette indlæg forsætter sidste uges indlæg om at komme igang med at skrive. Du kan læse del 1 her.

 

I NANOWRIMO springer man direkte ud i det. Målet er meget enkelt: Skriv 50.000 ord i løbet af november måned – det svarer til en lille roman på cirka 200 sider. Tanken er, at man i første udkast satser benhårdt på kvantitet fremfor kvalitet. Man skriver, skriver, skriver, og stopper hverken for elendige sætninger, tastefejl, navneskift blandt historiens personer, m.v. Det vigtigste er at få historien ud, og ikke lade tvivlen bremse fremdriften. Man kan ikke redigere en tom side, og det er i de efterfølgende omskrivninger og justeringer, at prosaen for alvor kommer til live. Første udkast handler bare om at lære historien og personerne at kende. Styrken ved denne metode er, at man rent faktisk får skrevet noget. Alene det træner de kreative skrivemuskler, og gør én bedre.

 

Man lærer langsomt at leve med, at første udkast ligner en slagmark, og på sin vis, så er det en slags slagmark – det er ord og ideer, der kæmper for at komme ud. Der er brudte ord her, iturevnesætninger der, et totalt gennemhullet plot, analogerne og beskrivelserne er groteske og nogle af karakterne har lige så lidt substans som spøgelser. Fint! Det er præcis som det skal være. Når historien er slut, og man har taget et par ugers velfortjent pause fra manuskriftet, så starter man 2. udkast, og har ja-hatten på. Det ligner stadig en slagmark, men der er guldstykker og skatte mellem murbrokkerne. Ud fra det sammenstykker du alle de ting, der fungerede, og lader være med at sparke dig selv, over alt det der ikke gjorde. Gennem de næste udkast vil du forvandle det forp… manuskript til en vaskeægte roman.

 

 Tanken om en roman kan være god nok, men for nogen er det en for stor mundfuld at starte med.

 

Alternativt kunne man jo starte med skriveøvelser. I sin bog “Bird by Bird” foreslår Anne Lamott en skriveøvelse, hvor man beskriver den madpakke man typisk havde med i gymnasietiden. Det lyder måske umiddelbart tamt, men ved at genkalde sig og beskrive madpakken, kommer man uværgerligt til at afsløre en masse om selve frokostpausen, den sociale hakkeorden, intrigerne, hormonerne. Man beskriver bare det der dukker op uden en forudgående plan. Måske beskriver man det der rent faktisk skete, eller måske springer du på et tidspunkt ind i fiktionens verden, og i stedet for at se ansigterne på dem du faktisk gik i gymnasium med, er det helt nye karakterer du ser holde frokostpause.

 

 Ideen er lige til at brede ud til andre situationer. Det kunne være første dag på et nyt arbejde, udvekslingsophold i udlandet eller første gang du mødte dine svigerforældre. Fokuser på noget relativt konkret – en madpakke må være noget af det mest konkrete der findes – og din tekst vil opleves mere realistisk.

 

Eksempel: Jeg er skilsmissebarn, og når jeg boede hos min far, fik jeg altid nogle vældig kreative madpakker med. Han bagte selv rugbrødet, og i stedet for almindelige agurkeskiver, så fandt jeg altid en cornichon, skåret på skrå, liggende oven på den hjemmelavede leverpostej. Men uanset hvor forsigtig jeg var, så skete der altid en massakre nede i min rygsæk, som ingen mængde af folie syntes, at kunne rette op på, nogle af cornichonskiverne stak altid hen til fjenden, en mad med Gamle Ole. Værre endnu hvis han havde lavet en mad med skiver af tomat, æg, mayonnaise og karse. Tomaten var i sig selv så potent, at den kunne gennemvæde hele madpakken og forvandle brødet til små våde stumper af kerner blandet godt sammen med æggeblommen og tomatsmat. Det der om morgenen havde været en fin madpakke, var nu en sær grød, som lugtede stærkt af karse.

 

Hvis jeg nu havde fortsat den ovenstående tekst, så kunne jeg have gået videre og beskrevet min reaktion ved at finde den maltrakterede madpakke. Jeg ville højst sandsynligt have kigget op fra madkassen, for at se om nogen havde opdaget min madpakkes undergang. Ville jeg være flov og gemme liget af vejen uden nogen opdagede det, eller ville jeg forsøge at drage de andres opmærksomhed hen imod de væskende krummer ved at lave en joke ud af det. Min reaktion ville kunne afsløre noget om min sociale position i klassen og min personlighed. Ville nogen tilbyde at dele deres madpakke med mig, eller ville jeg skulle købe en paptallerken med en bedrøvet pastasalat med tun i gymnasiets kiosk?

 

Måske ville mine tanker falde på ham den spinkle, hvis madpakke, bestående af hvidt toastbrød og rejesalat, på mystisk vis endte i hænderne på hans plageånd, som, triumferende og udfordrende, fortærrede maden foran ham og resten af klassen. Ingen greb ind, og ingen havde troet, at nogen ville gribe ind. Det ville være som at bryde naturens orden. Bid for bid, med rejesalaten løbende ned af hagen demonstrerede den ene dreng sin magt, ikke bare over ham den anden, men hele klassen.

 

Situationen med de to drenge er aldeles fiktiv, den dukkede bare op, da jeg skrev. Hvis jeg ville, kunne jeg have fortsat historien om bøllen i klassen, den spinkle dreng, der bare må finde sig i at blive ydmyget, og måske ville det blive en historie, om hvordan den spinkle dreng og fortælleren slog sig sammen og fik sat en stopper for bøllens tyrani. Hvem ved?

 

Nå, det må vist være nok om madpakker…

 

Der er masser af skriveøvelser rundt omkring på nettet, fx thewritepractice.com, det er bare at komme igang. Joe Bunting, hovedarkitekten bag thewritepractice, har endvidere en side der specifikt handler om at skrive en novelle, letswriteashortstory.com. Men hvis ideen om skriveøvelser er mere overskuelig end at gå igang med en hel roman, så bare prøv at lave en google søgning. Der vil dukke masser af gode øvelser op.

 

Noveller har gennem tiderne været mange forfatteres legeplads, inden de begyndte på længere værker, fx Hemingway og Graham Greene, men andre har gjort novellen til deres foretrukne fortælleform som fx Alice Munro (Læs læs læs!!).

 

Der er bare een lille bemærkning jeg vil indskyde her. Det står for egen regning, så hvis følgende bemærkning får dig op i det røde hjørne, så skynd dig fluks at kommenter og ret mig. Noveller er ikke nødvendigvis nemmere at skrive end romaner. De er kortere, (well, duh!), men det betyder også, at du skal være så meget skarpere i at få skåret ind til benet af historien. Det skal være super kompakt, og det er en kunst i sig selv. Det gælder, i alle litterære værker, og især noveller, at hvert ord skal have en plads. Hvis et ord kan fjernes, uden at det ødelægger noget, så skal ordet ved gud slettes. Alt overflødigt forstyrer, så væk med det!

 

Noveller har desuden en lidt anden rytme end romaner, så hvis noveller er det du vil skrive, så sørg for også at læse en masse noveller. Jeg læser klart flere romaner end noveller, men tænker faktisk, at jeg vil fokusere lidt mere på at få læst nogle gode noveller. Anbefalinger modtages gerne!

 

Det at skrive er en evne, der skal udvikles og trænes ligesom så meget andet. For nogen falder det lettere end andre, men dine første mange ord vil afgjort ikke være dine bedste. Det første skridt er at komme igang, give dig selv tilladelse til at skrive skidt, men til gengæld skrive en hel masse. Det VIL blive bedre, men kun hvis du øver dig og skriver ofte, gerne hver dag. Jeg har et mål om at skrive mindst 1000 ord hver dag. Nogle dage går det hurtigt, andre dage går det lidt langsommere.

 

Dagens øvelse:

 

Skriv i femten minutter om din madpakke i gymnasiet og indsæt det i kommentarfeltet nedenunder!

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *