Hvor kommer ideerne fra…?

Fang din Muse

Hvor kommer ideerne fra?

Jeg tror at mange bogelskere har funderet længe over dette spørgsmål – ikke bare dem der gerne vil skrive dem, men også dem der elsker at lade sig opsluge af et univers konstrueret af ord. Selve ideen om ideen har for nogen nærmest noget magisk over sig, en muse der dukker op med en nærmest færdigudviklet ide til en historie, som bare mangler at blive skrevet ned.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra egne, stadigt meget beskedne, erfaringer, men jeg ved ikke hvor mange dette sker for. Hvis man kun skriver, når inspirationen rammer, og kun går igang når IDEEN er landet i turbanen, så risikerer man at vente i meget lang tid. Det er bedre at være proaktiv, som man siger. Musen skal ikke komme til en, det er der ingen der har tid til, man må selv finde vej til musen.

Sandheden er, at du ikke behøver at have et stort inspireret øjeblik for at komme igang, det er noget der kommer, når du arbejder med ideen. (Det inspirerede øjeblik vil så forsvinde igen, bare rolig, når du opdager de enorme plothuller, der er i din historie. Men så vil du okse løs, arbejde videre med det, og så kører det igen.)

Jeg vil illustrere, hvad jeg mener, ved at fortælle om hvordan jeg fik ideen til den bog jeg skriver på nu. Om hvordan et ganske ordinært øjeblik blev starten til en planlagt bogserie på ialt seks bind.

Min bog: Clara D. Lyhne (arbejdstitel – ændres dagligt)

Jeg har tidligere skrevet, at det er en heksebog og at ideen kom en tidlig morgen. Det skete nogenlunde sådan her:

Min vidunderlige datter, Sara, er A menneske. Virkelig. Hun står op med småfuglene og er ude som et lys LÆNGE inden Ramasjang har sagt godnat. En september morgen for 1,5 år siden (dvs. hun var lige akkurat fyldt to år) sad vi sammen og bare kiggede ud af vinduet. Klokken var ikke engang halv seks, og jeg tror måske, at jeg sov med øjnene åbne. Pludselig udbrød tumlingen: “Måme”, hvilket betød måne, og lige dér, over mosen, hang en helt perfekt måne, og kastede et ildevarslende skær over disen, der svævede over landskabet. Halvt i søvne var der ikke meget til at stå i vejen for min fantasi, og et billede poppede op på nethinden af en anden mor og et andet barn, der sidder på samme måde som os, og bare kigger ud på en halvmåne. Bortset fra at det var isvinter, og de boede et sted med udsigt over Øresund, som var frosset til is, og at moren på en eller anden måde vidste, at hun ville forsvinde ude på isen dagen efter, og at datteren ville blive anbragt, og senere finde ud af, at hun i virkeligheden var en heks. Hun sagde ikke noget om sin bekymring til datteren. I stedet gav hun hende en halskæde, som hun håbede, ville beskytte hende.

Den første ide om, at en mor og en datter skulle sidde og kigge ud af vinduet på en måne, ligesom min datter og jeg, var ikke just banebrydende, det var ikke engang en historie, men jeg blev nysgerrig på de to og begyndte at “gå på opdagelse” i scenen jeg så for mig. Det der var startet som et stemningsbillede forvandlede sig gradvist til en historie, jo mere jeg spurgte ind til den.

Det var lidt ligesom at finde en løs tråd i en strikket sweater. Jeg hev lidt, historien trævlede sig lidt op, jeg hev lidt mere, og mere af historien foldede sig mere ud. Jeg fandt snart ud af, at pigen også havde en far, en bror og en kat ved navn Baldrian. Jeg havde faktisk svært ved at finde på navnene til personerne, men ikke katten. Katten fortalte med det samme, at den hed Baldrian. Jeg vidste, at faren ikke var så bekymret, for hvad end det var der skulle ske dagen efter. Kun moren, som så endelig fortalte mig, at hun hed Laura.

Der var et eller andet underligt med de forældre. Jeg var helt sikker på, at de bare havde gået og ventet på det øjeblik, det de skulle ud på isen. Frygtet det. Jeg trak lidt i snoren. Det var noget med deres familier. Da forældrene fandt sammen, var det med livet som indsats, for deres familier – nej, ikke bare familier, deres slægte, deres magiske tilhørsforhold, heksecirkler, var i åben krig med hinanden, og havde været det i mange år. I generationer.

Jeg trævlede lystigt videre, og videre og mere og mere af historien, personerne, og den verden jeg var ved at skabe, afslørede sig for mig.

Det var med andre ord langt fra en færdig ide der dukkede op, og hvis jeg havde været mere vågen, så havde jeg måske skubbet det mentale billede af moren og datteren i vindueskarmen væk, for hvilken historie kunne der dog komme ud af det?

En ide giver ikke altid signal med horn og lygter. Det kan være klassens generte elev, der gemmer sig bag de andre. En ide er ikke altid rationel, det er ikke til at vide, hvor du vil havne, hvis du forfølger den. Lad være med at vente til den store ide kommer flyvende hen til dig, ideen der kommer med garanti om filmatisering og fanklub, tag hvilken som helst ide der måtte dukke op. Hvis du slet ikke har NOGEN ideer, til hvad du vil skrive, så frygt ej – du kan skrive om hvad som helst det skal være. Du kunne starte med en virkelig begivenhed, og se hvad der sker. Du kan starte med at beskrive din teori om hvad der skete med den gamle nabo, hvor er han eller hun nu? Har hun tilsluttet sig en kult i San Fransisco, og er han blevet dømt for at have sneget sig ind til gorillaerne i Zoo midt om natten for at gøre indtryk på sin nye kæreste? Og hvad skete der så? Virkede det? Blev hun imponeret, eller var det starten på slutningen for de to? Hvorfor troede han egentlig også at det ville virke? Havde han hørt om andre, der havde gjort det?

Grib din kuglepen, iPad, computer, whatever og kom igang!
God skrivelyst!

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *