Mangler din historie liv…?

BeFunky Design2

Af og til læser man en bog, som tilsynladende har det hele. Præmissen er god, personerne virker interessante, omgivelserne er spændende og sproget er sprødt som skorpen på et nybagt brød. Og alligevel… og alligevel så er historien hamrende kedelig.

 

Der kan være mange årsager til at en historie mangler liv, det der er spændende for dig, kan måske være svaret på mine søvnprobleer, og omvendt. Men hvis man alligevel skal vove sig ud, og sige noget generelt, så kunne det være dette:

 

1) Historiens præmis er underudviklet, eller
2) Historiens præmis er god, men bruges ikke aktivt til at drive historien fremad.

 

Hvis en historie skal være en historie, og ikke bare en fiktiv persons dagbog, så er der forskellige elementer, der skal være på plads.

 

Hvad er en historiepræmis?

 

Grundlæggende handler historier om folk hvis ønsker kommer i karambolage med hinanden. I krydsfeltet mellem de forskellige ønsker, opstår der konflikter, og som en direkte konsekvens af konflikterne tvinges en udvikling igang i personernes indre og ydre liv.

 

Historie er kort fortalt et spørgsmål om modsatrettede drivkrafter: Din protagonist VIL, noget, men oplever modstand (den antagonistiske kraft). Der hvor det begynder at blive rigtig interessant, er når konflikten blotlægger et indre modsætningsforhold hos protagonisten. Modstanden tvinger protagonisten til at skue indad, reflektere, og finde styrke til at kæmpe imod, og som regel overvinde, modstanden.

 

Ofte vil styrken til at overvinde modstanden komme fra en realisation af, at der er en modsætning mellem det protagonisten ønsker, og det han/hun i virkeligheden har behov for. Hvor protagonisten før mente, at det vigtigste var, at få sit ønske opfyldt (fx rigdom, berømmelse), så er det vigtigste nu, at få opfyldt behovet (fx. meningsfulde venskaber).

 

Måske vil protagonisten slet ikke have sit ønske opfyldt længere, protagonisten har indset, at det ikke længere har den samme betydning for ham, eller også er ønsket stadig lige attråværdigt, men protagonisten har indset, at noget andet er vigtigere. Måske udelukker behovet og ønsket hinanden, eller måske kan ønsket først blive til virkelighed, når behovet er opfyldt.

 

Det er den indre forandring i protagonisten, skabt af modstanden, samt den indre modsætning, som gør historien vedkommende og relevant.
 

 

For at der kan komme denne indre forandring, må der være en katalysator. Noget der for alvor sætter kniven for halsen af protagonisten, og gør forandring til en nødvendighed.

 

Men…Hvorfor er det så svært?

 

Mange af os har varme følelser for vores protagonister. Vi kender dem ind til benet, og måske ser vi noget af os selv i dem. Nogle forfattere omtaler deres protagonister som deres børn. De vækker vores beskytterinstinkt.

 

Det er nemt at blive så sammensvoret med vores protagonister, at vi tøver med at sætte dem i situationer, hvor det rigtig gør ondt. I stedet skåner vi dem, og sender dem på noget der bedst kan beskrives som svinkeærinder. Men… (tænker du måske)… Det er synd for hende – hun har været så meget igennem allerede – og jeg kan så godt lide hende. Skal jeg virkelig udsætte hende for mere smerte? Det er her, lige her, hunden ligger begravet. For ja. JA, det skal du. Hvis du vil skrive en interessant historie.

 

Du er nødt til at være sadist. Stol på, at din protagonist faktisk rummer evnen til at udvikle sig til en heltinde. Hun vil ikke bare overleve alle de forhindringer, du sætter op for hende, men udfordringerne vil udvikle hende og gøre hende stærkere. Spild ikke din læsers tid med kedelige historier, men indgå en alliance med din protagonists modstandere, og sigt efter akilleshælen.

 

Hvis din historie virker en anelse tam og kedelig, så spørg dig selv følgende:
  • Møder din protagonist tilstrækkelig med modstand, eller skåner du ham?
  • Hvordan ville du for alvor kunne få sat hans følelsesliv i flammer. Hvad gør ham bange, vred, frustreret, ensom? Kort sagt – hvad er det værste der kunne ske ham?
Måske skåner vi vores protagonister, fordi vi i virkeligheden ønsker at skåne os selv. Når vi sender protagonisten igennem en verden af smerte, er vi tvunget til at følge med, og vi gennemlever pinslerne sammen med protagonisten. Det er ikke kun protagonisten, det gør ondt på, det er os. Vores egne følelser blander sig, og måske tvinges vi til at genoplive smertefulde minder, vi havde gemt langt væk.

 

Næste gang du mærker, at du holder sig selv tilbage, så spørg dig selv: Hvilke følelser dukker op, når du skriver? Tør du gå længere ind i det? Stoler du på, at du er stærk nok til at skrive om de følelser?

 

Tænk på hvor meget stærkere din historie vil blive, hvis du lod din protagonist mærke den smerte.

 

Hvis din protagonist mere end noget andet ønsker at forelske sig og opleve at blive elsket, så lad hende møde den person, der kunne få drømmen til at gå i opfyldelse…og så gør kærligheden umulig, ved at opstille nogle kriterier for den, som hun opdager, at hun ikke kan gå på kompromis med. Måske skal hun give afkald på en del af sig selv, hendes integritet, førend kærligheden kan udleves. Hvad ville det ikke gøre ved hende?

 

Og hvad sker der derefter, for du kan jo ikke slutte historien der, der er nødt til at ske noget mere. Efter at have sagt nej til det hun så brændende ønsker sig, sender du hende ind i et nyt “helvede”. Hun er ikke færdig i sin udvikling. Måske presses hun til at sige ja til et fornuftsægteskab, som ville kunne tilfredsstille den del af hende hun i det andet forhold, var nødt til at give afkald på. Det ville være et kærlighedsløst ægteskab, men hun ville kunne gøre en masse godt for nogle andre. Igen må hun lede efter svarende i sig selv, og lide konsekvensen af at sige nej.

 

Etc. etc. etc (ovennævnte er taget fra Charlotte Brontë’s Jane Eyre)

 

Brug de tre drivkrafter, og pust liv i din historie!

 

  • Protagonistens ønske
  • Antagonistens modstand
  • Protagonistens behov udfordrer ønsket
 Men inden du smutter: Hvad er det værste der kunne ske for din protagonist? Del i kommentarerne!
Continue Reading

Hvor kommer ideerne fra…?

Fang din Muse

Hvor kommer ideerne fra?

Jeg tror at mange bogelskere har funderet længe over dette spørgsmål – ikke bare dem der gerne vil skrive dem, men også dem der elsker at lade sig opsluge af et univers konstrueret af ord. Selve ideen om ideen har for nogen nærmest noget magisk over sig, en muse der dukker op med en nærmest færdigudviklet ide til en historie, som bare mangler at blive skrevet ned.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra egne, stadigt meget beskedne, erfaringer, men jeg ved ikke hvor mange dette sker for. Hvis man kun skriver, når inspirationen rammer, og kun går igang når IDEEN er landet i turbanen, så risikerer man at vente i meget lang tid. Det er bedre at være proaktiv, som man siger. Musen skal ikke komme til en, det er der ingen der har tid til, man må selv finde vej til musen.

Sandheden er, at du ikke behøver at have et stort inspireret øjeblik for at komme igang, det er noget der kommer, når du arbejder med ideen. (Det inspirerede øjeblik vil så forsvinde igen, bare rolig, når du opdager de enorme plothuller, der er i din historie. Men så vil du okse løs, arbejde videre med det, og så kører det igen.)

Jeg vil illustrere, hvad jeg mener, ved at fortælle om hvordan jeg fik ideen til den bog jeg skriver på nu. Om hvordan et ganske ordinært øjeblik blev starten til en planlagt bogserie på ialt seks bind.

Continue Reading

Kom godt igang – First drafts, del 1

 

komgodtigang1
Dette indlæg viste sig at blive utrolig langt, så for at være blid og venlig, har jeg delt det op.
De første ord er det sværeste, til gengæld må de gerne stinke! Enhver forfatter har en indre redaktør kiggende over skulderen (min har store buskede øjenbryn), som med jævne mellemrum spørger, præcis hvad det var du ville med det ord, den sætning, den personskildring, som mest af alt leder tankerne hen til gammelsmølf.
Den indre redaktør minder dig om en særlig velformuleret sætning kreet af Paul Auster, Alice Munro, J.K.Rowling, Stephen King eller anden, og pointerer præcis hvordan din egen sætning ligner et vissent juletræ ved siden af.

 

Nå, men det er jo det slettetasten er til for. Slet, slet, slet. Siden er nu blank igen, til gengæld er det blevet mørkt udenfor, din mave rumler og kaffen er gået i udu (det betyder, for dem der ikke ved det, at koppen er tom).
Sådan var det for mig, indtil jeg lærte, hvordan man putter gaffatape om munden på den indre redaktør. Takket være utidig indblanding fra den indre redaktør gik jeg helt i stå med at skrive fra jeg gik ud af gymnasiet indtil for ca. 1,5 år siden. I mit tilfælde skulle der nogle store livsbegivenheder til, førend jeg fandt rullen med gaffatape, men mindre burde kunne gøre det.

 

At lære at skrive godt er en proces der tager årevis. For nogen kommer den afgjort nemmere end for andre, men helt grundlæggende så er det en evne der skal opbygges og trænes. Det er svært at lukke munden på sin indre redaktør, hvis man forventer, at det første man skriver, vil få andre til spontant at kaste deres hat op i luften af lutter begejstring.
Det er lidt ligesom at lære at danse. Der er helt sikkert noget teknik, der skal læres, og noget rytmesans, der gerne skulle være til stede, men man er nødt til at starte et sted, glemme sig selv, og lade sig rive med af musikken. Hvis man konstant er nødt til at tjekke, om man ligner Kurt Smart til halbal, så vil det ALDRIG blive en god dans.

 

Skriv fordi du virkelig bare gerne vil skrive, fortælle en historie, bygge en verden op med ord, skildre alle de komplicerede sammensatte, smukke og underlige ting der sker mellem mennesker, som kun DU kan fortælle det. Vis hvordan verden ser ud set gennem DINE øjne. Ja, Paul Auster er (i mine øjne) en helt fantastisk forfatter, men Paul Auster ved ikke det du ved. Dine ord er vigtige, selvom du måske stadig føler, at det er lidt ligesom at forsøge at gå i høje hæle for første gang. Det hele sejler lidt og der er ikke rigtig nogen der for alvor, kan få øje på elegancen. Pyt med det – øv dig, og bliv bedre. Glem dig selv lidt, og lad dig blive revet med af din egen historie.

 

Der er meget diskussion på internetterne om skriveblokade, om den overhovedet eksisterer. Som jeg ser det, så er skriveblokade bare et andet ord for angst. Angsten for ikke at leve op til egne idealer. Min egen oplevelse var, at da jeg først vandt magtkampen over perfektionismen, den indre redaktør, som den også kaldes, så begyndte ordene at vælte ud af mig.

 

Hvis du gerne vil skrive, så er det her du skal starte. Send den indre redaktør på orlov indtil du rent faktisk skal redigere. I første udkast er redaktøren forment adgang.
En anden ting: Slap af – ingen skal nogensinde læse noget du har skrevet, førend du selv er klar til at vise det. Det er ok at vrøvle, det er ok at historien er vanvittig, og at sproget er så parfumeret, at selv en lægeroman ville blegne i sammenligning. Bare skriv og skriv hurtigt, som om du sprinter for at komme væk fra de stinkende ord. Fjern den følelsesmæssige kobling og fang i stedet den historie du vil skrive. Mød personerne og gå på opdagelse i den verden du finder på. Første udkast skal føles som et roadtrip igennem din egen fantasi, hvor du bare oplever turen og skråler for nedrullede vinduer: “This is so great!”.

 

Første udkast er for din egen skyld, det er her du fortæller historien til dig selv. Få dig selv til at grine, græde, blive bange og snedig og få det hele ned på papir.

 

Forsættelse følger i næste del!

 

Continue Reading