Om mig

Ida Plum

Hvem er jeg?
Helt kort fortalt:
Jeg hedder Ida Plum, jeg er 36 år og bor i Birkerød med min mand og min datter. Jeg har haft næsen i en bog siden jeg lærte at læse, og går ingen steder uden. Man ved jo aldrig, hvornår man lige kan få sneget sig til at læse lidt…
Jeg er nu godt igang med at tage min kærlighed til bøger til det ‘næste trin’ – jeg er igang med at skrive en selv.

Lidt længere fortalt:
Jeg har villet skrive en historie, selv før jeg kunne skrive. Det var et magisk univers, jeg ikke kunne vente på at få adgang til, og jeg udfyldte kladdehæfter med opdigtede bogstaver og usammenhængende historier. Men indtil for snart 1,5 år siden, kom der altid et eller andet i vejen.
Jeg var ret godt i gang i slutningen af folkeskolen og i gymnasiet, men på et eller andet tidspunkt gik klappen ned. Jeg lavede den fatale (for min skrivning, i hvert fald) kortslutning, at det jeg skrev skulle ligne det der var i trykte, og redigerede, bøger af mine litterære helte. Efter det blev det så godt som umuligt at finde ordene til at få mine ideer ned på skrift, og efter mange frustrationer holdt ideerne op med at dukke op.
Der var en falsk start, som gik i sig selv for godt ti år siden. Jeg skrev i cirka to uger.
For to år siden skete der to ting samtidig, som ikke bare vendte op og ned på mit liv, men også var et neonblinkende memento mori/carpe diem/life-is-short/din toast brænder på/du ved hvad jeg mener: Min far døde efter meget kort tids sygdom, mens vi (dvs. min mand og jeg) var i Tjekkiet for at adoptere vores datter, Sara. Det var en ret intens tid. Livet føltes pludseligt meget, meget kort, og vigtigheden af, at få gjort noget ved de ting jeg havde gået og gemt på dybt dybt inde, havde aldrig stået skarpere opridset.
Jeg en samtale med en veninde om netop dette. Hun lever og ånder bøger, ligesom mig. Halvt på vej ud af døren, efter en familiefødselsdag, kom vi til at tale om den der bog der altid havde ligget og gerne ville ud. Tiden ræser, igår var vi fulde teenagere, idag, voksne …skulle man aldrig? Burde man ikke snart? Der er jo ingen, der gør det for én…djævel og rotter.
Dagen efter, mens Sara tog sig en velfortjent to-timers lur, åbnede jeg et pureblankt worddokument, og skrev det argeste gang l… der længe er dukket op i et worddokument. Det skulle være en børnehistorie. Om en sød heks på cirka syv år. I en skov. Hun havde nogle venner, og det var lidt ligesom Peter Plys. Det stank til himlen, men for første gang i næsten tyve år, så var det fuldstændig underordnet. Jeg skrev. Jeg skrev og jeg skrev. Jeg var helt ekstatisk.
Historien om den lille heks droppede jeg ret hurtig, jeg havde ikke lyst til at skrive en børnehistorie. I hvert fald ikke lige på det tidspunkt. Men ideen om en heksehistorie blev hos mig. Jeg har været fascineret af hekse sådan cirka altid, og venter stadig på min ugle med invitationen til Hogwarts. Kimen til den konkrete historie jeg skriver på for tiden, den kom et par uger senere. Pointen er: Jeg kom i gang med at skrive, og jeg skriver hver evigt eneste dag. Det er blevet noget jeg er nødt til at at gøre, ellers mangler der noget.
På denne side kan du følge med i processen. Jeg vil læse om mine erfaringer som ny forfatter, der har udgivet absolut ingenting, men håber på at komme til det på et tidspunkt.

Jeg håber, at du vil følge med!
Kh. Ida Plum