Hvor kommer ideerne fra…?

Fang din Muse

Hvor kommer ideerne fra?

Jeg tror at mange bogelskere har funderet længe over dette spørgsmål – ikke bare dem der gerne vil skrive dem, men også dem der elsker at lade sig opsluge af et univers konstrueret af ord. Selve ideen om ideen har for nogen nærmest noget magisk over sig, en muse der dukker op med en nærmest færdigudviklet ide til en historie, som bare mangler at blive skrevet ned.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra egne, stadigt meget beskedne, erfaringer, men jeg ved ikke hvor mange dette sker for. Hvis man kun skriver, når inspirationen rammer, og kun går igang når IDEEN er landet i turbanen, så risikerer man at vente i meget lang tid. Det er bedre at være proaktiv, som man siger. Musen skal ikke komme til en, det er der ingen der har tid til, man må selv finde vej til musen.

Sandheden er, at du ikke behøver at have et stort inspireret øjeblik for at komme igang, det er noget der kommer, når du arbejder med ideen. (Det inspirerede øjeblik vil så forsvinde igen, bare rolig, når du opdager de enorme plothuller, der er i din historie. Men så vil du okse løs, arbejde videre med det, og så kører det igen.)

Jeg vil illustrere, hvad jeg mener, ved at fortælle om hvordan jeg fik ideen til den bog jeg skriver på nu. Om hvordan et ganske ordinært øjeblik blev starten til en planlagt bogserie på ialt seks bind.

Continue Reading

Kom godt igang – First drafts, del 1

 

komgodtigang1
Dette indlæg viste sig at blive utrolig langt, så for at være blid og venlig, har jeg delt det op.
De første ord er det sværeste, til gengæld må de gerne stinke! Enhver forfatter har en indre redaktør kiggende over skulderen (min har store buskede øjenbryn), som med jævne mellemrum spørger, præcis hvad det var du ville med det ord, den sætning, den personskildring, som mest af alt leder tankerne hen til gammelsmølf.
Den indre redaktør minder dig om en særlig velformuleret sætning kreet af Paul Auster, Alice Munro, J.K.Rowling, Stephen King eller anden, og pointerer præcis hvordan din egen sætning ligner et vissent juletræ ved siden af.

 

Nå, men det er jo det slettetasten er til for. Slet, slet, slet. Siden er nu blank igen, til gengæld er det blevet mørkt udenfor, din mave rumler og kaffen er gået i udu (det betyder, for dem der ikke ved det, at koppen er tom).
Sådan var det for mig, indtil jeg lærte, hvordan man putter gaffatape om munden på den indre redaktør. Takket være utidig indblanding fra den indre redaktør gik jeg helt i stå med at skrive fra jeg gik ud af gymnasiet indtil for ca. 1,5 år siden. I mit tilfælde skulle der nogle store livsbegivenheder til, førend jeg fandt rullen med gaffatape, men mindre burde kunne gøre det.

 

At lære at skrive godt er en proces der tager årevis. For nogen kommer den afgjort nemmere end for andre, men helt grundlæggende så er det en evne der skal opbygges og trænes. Det er svært at lukke munden på sin indre redaktør, hvis man forventer, at det første man skriver, vil få andre til spontant at kaste deres hat op i luften af lutter begejstring.
Det er lidt ligesom at lære at danse. Der er helt sikkert noget teknik, der skal læres, og noget rytmesans, der gerne skulle være til stede, men man er nødt til at starte et sted, glemme sig selv, og lade sig rive med af musikken. Hvis man konstant er nødt til at tjekke, om man ligner Kurt Smart til halbal, så vil det ALDRIG blive en god dans.

 

Skriv fordi du virkelig bare gerne vil skrive, fortælle en historie, bygge en verden op med ord, skildre alle de komplicerede sammensatte, smukke og underlige ting der sker mellem mennesker, som kun DU kan fortælle det. Vis hvordan verden ser ud set gennem DINE øjne. Ja, Paul Auster er (i mine øjne) en helt fantastisk forfatter, men Paul Auster ved ikke det du ved. Dine ord er vigtige, selvom du måske stadig føler, at det er lidt ligesom at forsøge at gå i høje hæle for første gang. Det hele sejler lidt og der er ikke rigtig nogen der for alvor, kan få øje på elegancen. Pyt med det – øv dig, og bliv bedre. Glem dig selv lidt, og lad dig blive revet med af din egen historie.

 

Der er meget diskussion på internetterne om skriveblokade, om den overhovedet eksisterer. Som jeg ser det, så er skriveblokade bare et andet ord for angst. Angsten for ikke at leve op til egne idealer. Min egen oplevelse var, at da jeg først vandt magtkampen over perfektionismen, den indre redaktør, som den også kaldes, så begyndte ordene at vælte ud af mig.

 

Hvis du gerne vil skrive, så er det her du skal starte. Send den indre redaktør på orlov indtil du rent faktisk skal redigere. I første udkast er redaktøren forment adgang.
En anden ting: Slap af – ingen skal nogensinde læse noget du har skrevet, førend du selv er klar til at vise det. Det er ok at vrøvle, det er ok at historien er vanvittig, og at sproget er så parfumeret, at selv en lægeroman ville blegne i sammenligning. Bare skriv og skriv hurtigt, som om du sprinter for at komme væk fra de stinkende ord. Fjern den følelsesmæssige kobling og fang i stedet den historie du vil skrive. Mød personerne og gå på opdagelse i den verden du finder på. Første udkast skal føles som et roadtrip igennem din egen fantasi, hvor du bare oplever turen og skråler for nedrullede vinduer: “This is so great!”.

 

Første udkast er for din egen skyld, det er her du fortæller historien til dig selv. Få dig selv til at grine, græde, blive bange og snedig og få det hele ned på papir.

 

Forsættelse følger i næste del!

 

Continue Reading